02.04.2026 | Af: Henrik Hansen
Aftengudstjeneste med spisning i Vrejlev kirke
Landsdelspræst Søren Skov Johansen holder gudstjenesten og efterfølgende et lille foredrag.
Vores hyggelige aftengudstjenester Før mørket sænker sig bliver her i foråret væsentligt udbygget i forhold til de normale aftengudstjenester.
For vi har nemlig, i samarbejde med Viggo Noe (Rakkeby m.fl.), fået landsdelspræst Søren Skov Johansen til at komme og holde gudstjenesten og efterfølgende et lille foredrag.
Og ikke nok med det, så starter vi aftenen med fællesspisning i kirkerummet. Så der er lagt op til en rigtig dejlig aften.
Dette spændende arrangement foregår i Vrejlev kirke onsdag den 6. april, kl. 18.30
Aftenen starter som nævnt med fællesspisning, og det koster kun 50 kr. for mad og kaffe. Derefter er der gudstjeneste med særligt hørehensyn, efterfulgt af foredrag om et godt menighedsliv med særligt henblik på det at miste hørelsen, samt muligheden for trods høretab at bevare evnen til at leve et aktivt menighedsliv.
Vi har fået denne enestående chance for at være med i Rakkeby - Harritslev Vejby Sejlstrup Pastorats sogneaftener med temaet Kirken, livet og handicaps.
Tilmelding til spisning skal ske til Viggo Noe, tlf. 98 99 80 22 eller [email protected] eller til Kirkegårdskontoret 98 98 83 60. Tilmelding er nødvendig af hensyn til bestilling af mad.