06.01.2026 | Af: Henrik Hansen
Elever og forældre skal på besøg på Tårs skole
Elever fra Vrejlev-Hæstrup Skole fortsætter i overbygningen på Tårs skole i 7. - 8. og 9. klasse.
Elever og forældre fra 6. + 7. + 8. årgang på Vrejlev-Hæstrup skole, er inviteret til et spændende besøg på Tårs skole, lørdag 8. januar fra kl. 9,30-12,00.
I den nye skolestruktur for Hjørring kommune, skal Vrejlev-Hæstrup skole og Tårs skole danne skolecenter fra d. 1. august 2011.
Elever i Vrejlev-Hæstrup området kan fremover gå i skole i Poulstrup i 7 år, nemlig fra og med 0. klasse til og med 6. klasse, hvorefter eleverne fortsætter i overbygningen på Tårs skole i 7. - 8. og 9. klasse.
De bedste med karakterer skal danne skolecenter
Der er god basis for et godt samarbejde i skolecenteret fremover, idet resultaterne for både Vrejlev-Hæstrup skole og Tårs skole i den landsdækkende CEPOS undersøgelse, viser at begge skoler er rigtig gode til det med karaktererne, da skolen i Tårs ligger på en flot 2. plads mht. karakterer i Hjørring kommune, lige efter Vrejlev-Hæstrup skole, der er nr. 1 i undersøgelsen, der er foretaget gennem 5 år.
Gratis skolebus til mange elever
Rigtig mange overbygningselever fra Vrejlev-Hæstrup området bliver nu berettiget til gratis skolebus. Vedr. Vrejlev-Hæstrup områdets overbygningselever, som skal fortsætte på Tårs skole efter 6. klasse, er reglerne således, at har man længere end 7 km. til Tårs skole, har man ret til gratis bustransport. Vælger man en skole udenfor skoledistriktet eller en fri- eller privatskole bortfalder muligheden for gratis skolebuskørsel og skolebuskørsel i det hele taget.
Se mere om de to skoler på www.vrejlevskole.dk og på www.taarsskole.skoleintra.dk