21.10.2025 | Af: Niels V. Skipper Petersen
Fantastiske oplevelser sidste dag på Færøerne
Thorshavn er om aftenen et levende lyshav med det store stadion strålende som en supernova.
Torsdag bød på flere fantastisk store oplevelser både i land og ombord på Norröna.
Den sidste dag på Færøerne blev derfor nydt i fulde drag blandt andet med en udflugt til øernes vigtigste historiske sted, som selvfølgelig er Kirkjubøur.
Kulturelt centrum
Bygden er beliggende på Streymoys sydvestkyst med udsigt til Hestur og Koltur. Gennem middelalderen var Kirkjubøur bispesæde og dermed landets åndelige og kulturelle centrum.
Indtil 2005 var Kirkjubøur en selvstændig kommune sammen med nabobygden Velbastaður, men nu hører de til Tórshavnar kommuna. I Kirkjubøur bor omkring 80 mennesker.
Stedets gamle bispesæde og kongsgård samt ruinerne af Magnuskatedralen og Sankt Olav Kirke ligger alle tæt ved hinanden.
Med beliggenheden tæt på hovedstaden er Kirkjubøur bestemt et besøg værd, hvis man ikke har lang tid på Færøerne.
Thorshavns turistbureau
Under opholdet benyttede vi os flere gange af den venlige betjening på turistbureauet i Thorshavn.
De var behjælpelige både med oplysninger om seværdigheder og den gratis bustransport i byen og dens omegn.
Som et lille kuriosum kan det nævnes, at vi på et af bordene på turistbureauet fandt en stak visitkort fra Galleri Tornby i Tversted.
Så følte man for alvor den nordiske samhørighed. Flere store færøske kunstnere har da også samarbejdet med Grafisk Værksted i Hjørrring.
Afsejlingen
I løbet af dagene ved kaj i Thorshavn havde Smyril Lines folk i sagens natur travlt med at vedligeholde Norröna. Det skete dog med stor hensyntagen til de ombordværende.
Torsdag aften kl. 21 færøsk tid afsejlede vi så Thorshavn. Akkurat ligeså smukt et syn, det er at ankomme tidligt om morgenen, er det at afsejle om aftenen.
Byen er et levende lyshav med det store stadion strålende som en supernova midt i byen øst for Hotel Föroya.
Vikingbuffeten
Fredagens største oplevelse bliver utvivlsomt aftenens Vikingbuffet. Det skal blive spændende at se chefkok Jens Peder Vagner i sving med sit personale.
Derefter er det bare at sætte sig bords med alle de kulinariske oplevelser fra det nordatlantiske køkken, som glimrer ved sit råvarevalg og sin enkelhed.
Shetlandsøerne ligger allerede nu agterude og kursen er sat mod Hirtshals Havn.
Link: Smyril Line