05.01.2026 | Af: Kanal Hjørring
Fyret præst klager over Kirkeministeriets sløvhed
Ny udvikling i sag om fyring af præst i Rubjerg-Jelstrup-Lyngby pastorat nord for Løkken.
En fyret præst fra Rubjerg-Jelstrup-Lyngby pastorat nord for Løkken klager nu til Ombudsmanden over, at Kirkeministeriet har ignoreret en tidligere afgørelse fra Ombudsmanden.
For fem måneder siden afgjorde Ombudsmanden, at sognepræst Mette Villads Christensen blev fyret på et utilstrækkeligt grundlag fra de tre små sogne nord for Løkken.
Ombudsmanden bad ministeriet genoptage sagen og træffe en ny afgørelse.
Det er ikke sket, og det finder Mette Villads Christensen og hendes advokat Klaus Antonsen urimeligt, skriver P4Nordjylland.
Sognepræsten blev fyret i januar 2009 efter uoverensstemmelser med dele af menigheden i Rubjerg-Jelstrup-Lyngby pastorat nord for Løkken.
Præsten kræver 2,5 mio. kr i erstatning og har søgt fri proces til en retssag mod Kirkeministeriet.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Kirkeministeriet.