07.01.2026 | Af: Søren Spott
Nordjyske på skrump og hurra for Kanal Hjørring
En hyldest til Kanal Hjørring og de andre digitale kanaler i Brønderslev og Frederikshavn.
Jeg har nu i mange år levet med forskellige produkter fra Nordjyske Medier, som er bygget på fundamenterne fra blandt andet Skagens Avis og Vendsyssel Tidende.
Jeg har læst mangt og meget, lige fra Hirtshals & Bindslev Avis, som indtil for få år siden var ejet og redigeret af den lokale Ole Vestergaard, der nu sidder tilbage i rollen som lokal bladneger, til resterne af dagbladet Nordjyske Stiftstidende.
Fælles for alle Nordjyske Mediers produkter har nemlig desværre længe været, at de paradoksalt nok indholdsmæssigt er skrumpet i takt med, at koncernen har fået nærmest monopol på blandt andet landsdelens annonceaviser.
Tag nu bare det seneste nummer af Hirtshals & Bindslev Avis, som både med hensyn til sider og antal artikler er en skygge af forne tiders trykte medier.
Det er således også med desto større tilfredshed, at jeg igennem nogle måneder har kunnet følge med i lanceringen og udviklingen af Kanal Hjørring og de andre digitale kanaler i Brønderslev og Frederikshavn.
Derfor udbringer jeg gerne et hurra og længe leve Kanal Hjørring, mens de for min skyld kan beholde Nordjyskes produkter syd for Limfjorden.