22.10.2025 | Af: Niels V. Skipper Petersen
Norrönas køkken har lokale leverandører
Chefkok Jens Peder Vagner er manden bag den berømmede Vikingbuffet.
Norrönas chefkok Jens Peder Vagner, som er uddannet på Messing Jens i Hjørring, er også manden bag den berømmede Vikingbuffet.
- Det er vel omkring tre år siden, at jeg fik startet buffeten op efter at have samlet opskrifter til de traditionelle retter fra Færøerne og Island, fortalte sent fredag eftermiddag Jens Peder Vagner.
Rustikke retter
- Det vanskeligste er faktisk at få præsenteret de originale retter pænt og lækkert uden, at det bliver for pyntet og opstyltet, så det rustikke forsvinder, noterede chefkokken, mens han i spidsen for sit personale tilberedte og anrettede maden.
Buffeten er da også et sandt overflødighedshorn af især animalske produkter som tørret og røget fisk samt knettir, hvalkød, skaldyr og masser af fårekød, men i sagens natur også grøntsager, grød, brød og kager.
Lokale kokke og leverandører
- Nogle af de lokale kokke, jeg har haft som elever, er Ole Larsen fra Løkken med Restaurant Hovmesteren og Kristian fra Bryghuset i Hjørring, noterede Jens Peder Vagner.
Desuden fortalte han, at Norrönas gode køkken har flere lokale virksomheder som leverandører. Blandt andet Jørn Ussing Larsens Aurion.
Link: Smyril Line