13.10.2025 | Af: Kanal Hjørring
Peter Duetoft midt i en demokratisk verden
Demokrati er bestemt ikke en selvfølgelighed for alle mennesker - folk dør for demokrati - og i Danmark halter demokratiet også.
Det tidligere folketingsmedlem for Centrumdemokraterne og nuværende byrådsmedlem for Socialdemokarterne i Hjørring Kommune, Peter Duetoft fra Sindal, fortalte torsdag eftermiddag i en hyggekrog på Hjørring Bibliotek meget levende og yderst spændende foran 30 meget opmærksomme lyttere om sit syn på og holdning til demokrati.
Dette kloge menneske, som er historiker og meget, meget mere, har gennem mange år for såvel EU som for FN rejst rundt i brændpunkter på kloden for at hjælpe demokratiet på vej under vanskelige betingelser.
Økonomi, ulighed og had bremser ofte for en demokratisk udvikling i en verden med store forskelle på folk.
Arbejder stadig med og for demokratiet
Peter Duetoft forlod Folketinget for 10 år siden, men arbejder stadig med internationale opgaver.
Nu siger han dog ofte nej tak til at rejse ud i den store verden i længere tid, for det er jo meget hyggeligere hjemme i lille Sindal - gerne sammen med den bedre halvdel Ida.
Han er dog stadig rejsende i demokrati, og for Peter Duetoft er noget af grundlaget for en demokratisk verden anerkendelse af medmennesker, der er anderledes, og respekt for alle mennesker.
Det halter i lille Danmark
Det halter desværre mere og mere i lille Danmark.
- Fællesskabet er vigtigt for demokratiet, og desværre er fællesskabet på retur i Danmark, og det truer vort demokrati. Vi glemmer at tale sammen, at være en del af et fællesskab, og alt for meget går tabt bag en computer eller i en mobiltelefon.
- Vores moderne levevis kan være farlig for demokratiet, for i dag handler det meget om egoisme og ikke fællesskabet, som er grundstenen i demokratiet.
Peter Duetoft fortalte meget levende om sin personlige, meget klare holdning til sine medmennesker - en holdning, der bygger på forståelse og respekt for alle uanset farve, handicap og lignende.
Han undrer sig stadig over, at nogle mennesker i Danmark påkaldte sig retten til ytringsfrihed, da offentliggørelse af religiøse tegninger provokerede en hel verden.
- Det sværeste har været, når jeg ude i den store verden bliver spurgt; Hvorfor gjorde I det? Hvad skal man svare?
Kommunalreformen er en trussel
Kommunalreformen og centralisering ser Peter Duetoft som trusler mod demokratiet. Uden regionerne ville det være gået helt galt. Der er for langt til magthaverne.
Alt for meget styres hen over hovederne på folk, og han frygter også, at det bliver sværere og sværere at rekruttere kandidater til politiske poster.
- Jeg er trænet i at læse mange sider meget hurtigt og overskue indholdet, men det bliver tungere og tungere at være politiker. Man er jo politiker, fordi man gerne vil ud at tale med folk og ikke sidde bag skrivebordet en hel dag.
- Tonen i landspolitik er blevet uhyggelig hård. Da jeg var i Folketinget, følte vi en stolthed ved at høre til på Christiansborg og være en del af fællesskabet. I dag hilser de ikke altid, og man er meget hård ved hinanden.
Voldsomme chikaner
Bagsider ved politik er der bestemt også. Peter Duetoft berettede om flere tilfælde af voldsom chikane.
Blandt andet fik han i en lang periode tilsendt breve med et menneskes efterladenskaber, og da der senere også blev sendt barberblade med, gik politiet ind i sagen. Så var det jo farligt.
Peter Duetoft har også oplevet at få malet hagekors på sin dør, og han har set sit navn på en dødsliste - alt sammen fordi, han blandt andet som formand for integrationsrådet og som fremstående forkæmper for en demokratisk verden har ytret sin klare holdning med respekt for alle mennesker.
Bogen er på vej
Peter Duetoft er en meget brugt foredragsholder. Torsdag rejste han fra Sindal ved fem-tiden for i Ribe at tale om sin politiske karriere og nåede lige tilbage til foredraget på Hjørring bibliotek.
Han skriver i øvrigt også på en bog om sit yndlingsemne - demokrati.
Den køber jeg...